Enhver celle er omgivet af en Cellemembran. Den regulerer hvilke stoffer der skal ind og ud af cellen. Inde i cellen ligge forskellige strukturer (kaldet organeller) og svømmer rundt i en vandig substans kaldet Cytoplasma.
Cellekernen er cellens hjerne. Her styres hvad og hvornår forskellige livsprocesser skal foregå. Den sender bl.a. besked til Ribosomerne (små sorte prikker) om at der skal produceres nogle proteiner.
Fra cellekernens membran udspringer et rørsystem kaldet Endoplasmatisk retikulum (ER i daglig tale). Sidder der ribosomer på kaldes det for ru eller groft ER. Ribosomerne laver proteiner der transporteres videre i rørsystemet. Vesikler (en slags blærer) indeholdende protein afsnøres og vandrer videre til golgiapparatet. Her opbevares, koncentreres og omarbejdes proteinerne før de fx sendes ud af cellen via Exocytose. Når cellen optager større molekyler og partikler kaldes det for Endocytose.
Mitokondrierne er cellens kraftværk, her laves langt det meste af den energi cellen har brug for. Lysosomer er små vesikler med fordøjelsesenzymer.
Cellens cytoplasma er gennemvævet af proteintråde kaldet mikrotubuli. De er bla. involveret i transportprocesser inde i cellen. Centrioler er små hule cylindere af mikrotubuli. De er kun aktive når cellen skal dele sig.
Hos nogle celler har cellemembranen udvækster kaldet mikrovilli. Deres funktion er at øge cellens overflade så optagelsen af vigtige stoffer kan foregå hurtigere. De findes bla. hos epithelceller i tyndtarmen.