Hvad er enzymer?

Enzymer er biologiske katalysatorer. En katalysator er et molekyle der øger hastigheden af en proces uden selv at blive omdannet. Uden enzymer ville alle biokemiske processer i en levende organisme foregå så langsomt at livet ikke ville kunne opretholdes.

Samlet kaldes de biokemiske processer i en celle for cellens stofskifte. De processer hvor der opbygges stoffer kaldes for anaboliske processer og de processer hvor stoffer nedbrydes kaldes for kataboliske processer. Enzymer er med andre ord med til både at opbygge og nedbryde stoffer/molekyler.

Enzymer er proteiner der dannes af den levende celle (dvs. de er kodet for af DNA). De kan bestå af en til flere aminosyrekæder (kaldet polypeptider). Alt efter hvordan aminosyrerækkefølgen er i enzymet dannes der en karakteristisk tredimensionel form. Et lille område af enzymet udgør det der kaldes for det aktive center. Det er her at det eller de molekyler enzymet virker på bindes, omdannes og frigøres fra. Til højre er vist en model af enzymet lysozym. Et bakteriedræbende enzym der findes i spyttet i munden.

Mange enzymer indeholder en lille del der ikke er opbygget af aminosyrer men som er nødvendig for at enzymet kan virke, dette kaldes for en Cofaktor. Det kan være et uorganisk stof som fx metalioner (jern, zink m.m.). Det kan også være et organisk stof der reagerer aktivt med det stof der skal omdannes, i det tilfælde kaldes det for et Coenzym. Mange coenzymer stammer fra vitaminer der er optaget i kroppen.

Det molekyle/stof et enzym virker på kaldes et substrat og det der dannes kaldes for et produkt. Alt efter hvilken type reaktion der er tale om (anabolisme/katabolisme) kan et til flere substrater omdannes til et til flere produkter.

TilbageOpVidere

Kontakt:

Materialet er udarbejdet af Ole Djurhuus. Sidst opdateret d. 19 september 1999
Kommentarer eller spørgsmål sendes via Formmail til Bioweb
© copyright 1999 BIOWEB