Hvordan virker enzymer?
De sænker aktiveringsenergien
Som nævnt i forrige afsnit sørger enzymer for at biokemiske processer forløber hurtigere end de ellers ville have gjort. Det sker ved at enzymet for en given proces sænker det der kaldes for aktiveringsenergien. Det er en slags energibarriere der skal overvindes for at en proces kan forløbe (hvorfor nu det?). På figuren nedenfor omdannes et stof A til stoffet B og der dannes energi (katabolisk proces).
Det ses at hvis enzymet ikke er til stede skal der tilføres meget mere energi før processen kan forløbe. Der udløses godt nok lige meget energi i de to situationer, men den kemiske reaktion vil simpelthen kunne forløbe oftere med enzym til stede.
De er specifikke...
Enzymerne er meget specifikke, dvs. hvert enzym virker oftest kun på en enkelt biokemisk reaktion. Derfor finder man i en typisk menneskecelle flere tusinde forskellige enzymer.
Hemmeligheden bag denne specificitet ligger i den måde det aktive center er opbygget på. Det er en slags kløft eller grotte der er formet ved at enzymets proteindel er foldet på en karakteristisk måde. Den tredimensionelle struktur kædet sammen med de aminosyrer og cofaktorer der befinder sig i grottens dyb sikrer at kun et bestemt substrat passer ind i bindingsstedet.
Det aktive center kan deles i to funktionelle enheder, en bindingsdel og en katalyseringsdel. Bindingsdelen sørger for at substratet bindes til enzymet, der dannes et enzym/substrat-kompleks. Katalyseringsdelen sørger for at den kemiske reaktion finder sted. Der vil et kort øjeblik være dannet et enzym/produkt-kompleks. Derefter splittes komplekset op i enzym og produkter. Enzymet er ikke blevet omdannet på nogen måde og kan reagere igen med et substratmolekyle (se figuren nedenfor).

Vil du vide mere om hvordan man mener enzymerne virker så tag en afstikker til hypoteseafsnittet.
Kontakt:
Materialet er udarbejdet af Ole Djurhuus. Sidst opdateret d. 19 september 1999
Kommentarer eller spørgsmål sendes via Formmail til Bioweb
© copyright 1999 BIOWEB
|